Med livet som indsats

Lars-Martin Sørensen, forskningsleder | 24. april 2024

Det højeste, hurtigste, farligste…

I begyndelsen af 1910’erne begynder der at ske vilde ting i dansk film. De glade og anarkistiske pionerdage, hvor det blot gjaldt om, at noget på billederne bevægede sig, var for længst ovre. Et længere filmformat, som kunne udfolde dramatiske handlingsforløb, blev hurtigt standard og var en filmtype, som særligt de store selskaber som Nordisk og Fotorama, der kunne flotte sig med teateruddannede skuespillere, excellerede i. Mindre selskaber og det lidt større SRH/Filmfabriken Danmark så muligheden i en lidt anden type film, nemlig ’sensationsfilmen’. Opskriften på en sensationsfilm er enkel; udtænk de vildeste, farligste og mest sensationelle optrin. ’Skuespilleren skal enten udsætte sig for vilde Dyr, eller han skal foretage Spring eller Klatringer, hvorved han kan styrte ned fra store Højder, eller foretage Spring fra eller til Befordringsmidler i fuld Fart’, forklarede instruktør Urban Gad i den første danske filmteoretiske bog, Filmen – Dens Midler og Maal, fra 1919.

Og sprunget på og af befordringsmidler i fuld fart bliver der i actionkrimien om den gustenblege slyngel, Dr. Nicholson og den blaa Diamant fra 1913. Her er både biljagter (Klip 1) i så hæsblæsende et tempo, som man nu kunne svinge sig op til med datidens automobiler, og et drabeligt udspring fra et tog i fuld fart på vej henover en bro – højt og hurtigt nok til, at springeren, som ses bagfra og siden på lang afstand i selve springet, næppe er skuespilleren Holger Reenberg, der spiller Dr. Nicholson, men en ukendt stuntman (Klip 2). For som løjerne ved de forskellige filmstudier tog fart, blev det en levevej at sætte livet på spil i filmens tjeneste.

Kvæstet under dødsspring fra cirkuskuppel

En af dem, der tjente til dagen og vejen som stuntman, var den svenskfødte berider, Axel Mattson, hvis rideklub og stalde stadig ligger i Klampenborg ved indgangen til Dyrehaven. Mattson var nær ven af 1910’ernes største filmstjerne, Valdemar Psilander, og fungerede som stand-in for superstjernen ved flere lejligheder, blandt andet i sensationsfilmen med den hidsende titel: Dødsspring til Hest fra Cirkuskuplen (1912). Her forelsker en ruineret greve, Psilander, sig i en cirkusprinsesse og vover et vanvittigt nummer for at imponere hende: på hesteryg hejses han i en noget vakkelvorn træramme højt, højt op under cirkuskuplen for at springe dybt, dybt ned i manegen. Springet bliver fatalt. I filmen altså. Under optagelserne skiftes Psilander, som først ses på vej op, ud med Mattson, som så foretager dødsspringet. Han ses bagfra, lige inden det store spring og fra siden i selve springet. (Klip 1) Mattson bliver ifølge datidens presse så ilde tilredt, at han må have en sølvplade indopereret for at reparere på de kvæstelser i kraniet, den hårde landing i manegen medfører. Men han fik angiveligt 500 kroner i honorar og en vinkaraffel med inskription for indsatsen.

Psilander selv var ellers ikke nogen bangebuks i forhold til at udføre diverse halsbrækkende scener. I samme film trodser han alle brandsikkerhedsråd og kører i elevator op i et brændende hus, kravler ud på taget og balancerer på telefontrådene over til nabobygningen (Klip 2). Men måske endnu mere vovelig er den rutschebanetur, Psilander kaster sig ud i – nok engang for at imponere en dame, denne gang en excentrisk grevinde – i filmen Den Stærkeste (1912):

Den linedansende kvælerslange

Sensationsfilmens slægtskab med markedsgøgl og cirkusartisteri var udtalt. Nordisk Films Kompagni tog tidligt i 1910’erne konsekvensen og byggede en permanent cirkusscene, hvor man slog gækken løs med diverse vovestykker. Flere af tidens film omhandlede cirkusfolk og akrobater, eksempelvis som i Mellem Storbyens Artister (1912), hvor linedanserinden dratter ned i tigerburet (Klip 1) og luftakrobaten igennem sikkerhedsnettet – som er der, ja, men naturligvis brister, da det virkelig gælder – ellers er der jo ingen sensation! (Klip 2).

Et af de tidlige hovedværker blandt sensationsfilmene er Den flyvende Cirkus (1912). Her forsøger linedanseren fra det omrejsende cirkus at blive rig nok til at gifte sig med borgmesterens datter ved at gå på line op til et kirketårn. Skæbnen vil, at hans forsmåede kæreste slangetæmmerskens meterlange python er undsluppet og på vej ned ad linen, da han er på vej op. Og kan man forestille sig noget meget mere effektjagende - en duel på balance mellem linedanser og kvælerslange i kirketårnshøjde? Der er bare lige det ved kirketårnshøjden, at den er variabel. Da linedanseren bevæger sig op ad linen, ser man svimlende op imod Brønshøj kirkes tårn. Man ser også ned ad linen, mens folkene dernede bliver mindre og mindre. Men da linedanseren nærmer sig tårnet og møder slangen, stikker nogle trækroner fra træer, der ikke groede ved Brønshøj kirke i klippet før, deres grene lidt forstyrrende ind i billedet. Forklaringen lyder, at anden del af sekvensen, mødet med pythonslangen, er filmet ved et andet tårn, nemlig i Kalundborg, hvor terrænet skråner stejlt ned imod havnen, så udsigten fra line og tårn synes endnu mere svimlende, selvom der er ikke så langt ned, som illusionen viser – kun ’trætophøjde’, ikke kirketårnshøjde: ¹

At kvælerslangen i sig selv var en publikumsmagnetisk sensation blev i øvrigt udnyttet i markedsføringen af filmen. Kort efter premieren kunne Politiken berette, at slangen var udstillet foran Victoriateateret, men…:

I Forgaards Aftes begyndte den imidlertid at røre paa sig for at slippe ud, og det lykkedes virkelig den store Slange at faa Glastaget over sit Fængsel knust ved at stemme sin vældige Ryg imod det. Et Øjeblik efter var den ude i selve Filmsteatret og allerede paa Vej mod Gaden, da Solodanser Richard Jensen, som jo er Slangens Modstander i Filmen, kom til Stede og reddede Situationen. Frygtløs gik han løs paa Bæstet, og trods dens ivrige Modstand og velmente Forsøg paa at kvæle ham triumferede Solodanseren her som i Filmen og fik Slangen lagt tilbage i dens Kasse. Nu er der taget saadanne Forholdsregler, at fornyede Flugtforsøg er udelukkede. ²

Om den historie holder vand eller er et markedsføringsstunt er ikke helt til at afgøre. Helt sikkert er det til gengæld, at slangen solgte billetter.

”Kommer døden, så kommer den”

Den, der mest af alle inkarnerede tidens vovemod, var Emilie Sannom, som op gennem 1910’erne var fast inventar i Filmfabriken Danmarks sensationsfilm. I talrige film var Sannoms stunts hovedattraktionen og gjorde hende kendt, som ’Filmens Vovehals’, hvilket også var titlen, på den kavalkade af stunts, hun fik klippet sammen i 1920’erne, så hun havde noget at vise, når hun holdt foredrag om sin filmkarriere, der nu var slut. I ’showreelen’ kører hun stående på en møllevinge ned fra stor højde (Klip 1), går på en løst svingende line uden sikkerhedsnet (Klip 2), balancerer på sylespidse glaslamper (Klip 3), kravler op ad et kirketårn og tager sig en seriøs svingtur på en kirkeklokke – i øvrigt iført højhælede plateaustøvler, næppe videre velegnede til klatring (Klip 4).

Sannoms store glansnummer var flyakrobatik og faldskærmsudspring, som hun turnerede med, da filmkarrieren var slut omkring 1920. Ofte iført lette gevandter hang hun i flyverens landingshjul, kravlede rundt på vingerne og kastede sig ud fra stor højde, imens hun tog faldskærmen på – i faldet. (Klip 5):

Hun plejede sit image som vild og uforfærdet og kækhederne føg fra hende i talrige interviews: ”… jeg måtte tage mig i agt for propellen. Den var kun en halv Meter fra mig. Kom jeg for tæt, var det som at havne i en Paalægsmaskine!”, betroede hun eksempelvis Tidens Kvinder i 1929, og fremturede desuden med, ”Jeg befinder mig bedst, enten i en Flyvemaskine, hængende paa den ene Vinge, paa en Hesteryg eller på Søen, naar den skummer vred. Jeg bliver søsyg af at være inden Døre.”

Men også en selverklæret vovehals har bekymringer:  ”Jeg er meget bange for en ting: Faldskærmen, den er rædsom, jeg er prisgivet dens Luner. Flyvemaskinen stoler jeg blindt på, men Faldskærmen…” sagde  Sannom til BT. Og faldskærmen blev hendes endeligt. I sommeren 1931 styrtede Sannom til jorden fra 600 meters højde under et show på Djursland, hvor faldskærmen ikke foldede sig ud. Hendes krop borede sig ifølge flere aviser adskillige alen ned i jorden. 12 år forinden havde hun mødt livsfare og død med et nonchalant skuldertræk i Vore Damer: ”Livet er jo ikke værd at leve uden Spænding, og kommer Døden, ja så kommer den …”.

Fra fortællingens yderste overdrev

Sensationsfilmens hæsblæsende effektjageri blev mødt med overbærende skepsis fra flere af tidens filmskribenter. Når sensationen bliver omdrejningspunktet, er der sjældent tungtvejende årsager til at bruge krudt på selve fortællingen. I den stort opsatte ’zigeunerfilm’, som det hed dengang, Zigeuneren Raphael (1914), binder en jaloux Emilie Sannom – i ’zigeuner-outfit’ – sin rivalinde fast til et rensdyr og driver kræet ud over heden, så rivalinden trækkes afsted, først gennem lyngen, siden over Hald sø, og så endelig i land gennem sump og sivskov (Klip 1):

Stakkels Zanny Petersen, skuespilleren på slæb, ser virkelig ikke ud til at have det særlig rart som ufrivillig efterhænger til et rensdyr i de scener, hvor det ikke bare er en kludedukke, der slæbes rundt. Det hjælper, da hendes udkårne samtidig kæmper sig gennem sluseporte, siv og søvand på sin flugt, og de plaskvåde og relativt forkomne og rimeligvis også temmelig forslåede elskende omsider forenes. Ekstrabladets dom lød:

Alle de Rædsler, en snedig Filmsinstruktør kan dynge op, er samlet i dette Zigøjnerskuespil, i hvilket Filmsfabriken ”Danmark”’s mest fremragende Skuespillere udfolder hele deres Talent og al den Frygtløshed og Smidighed, som har skabt f.Eks. Frk. Emilie Sannom og Hr. Em. Gregers’ Ry i det Filmspublikum, der har Sans for stærke Effekter.
Lad være, at Handlingen er opstyltet og usandsynlig: det Publikum, der dyrker Filmens Spænding, vil se sine Helte og Heltinder klare sig ud af de frygteligste Dødsfarer med et Smil, vil se dem modige og ædle, eller snedige og skurkagtige, så det har Art. ³

I visse tilfælde er ikke bare handlingen men også selve sensationen helt uden for skiven. Eksempelvis i Kornspekulanten (1918), hvor en tydelig blackface’t chauffør starter bilen, kører over en bro, som styrter sammen, hvorpå bilen – helt og aldeles uforklarligt - eksploderer i en ordentlig røgsky. Eller førsteelskeren, som springer ud fra første sal, lander på en bunke træstammer, besvimer og køres – langsomt, langsomt – hen imod en fræsende tømmersav. Han ligger så aldeles ubekvemt så længe, at hans besvimelse forekommer komplet usandsynlig. Men vi får en af filmhistoriens første filmscener, hvor en maskine langsomt fører et forsvarsløst offer nærmere og nærmere den uafvendelige død i en kværn, skibsskrue eller som her en tømmersav i Under Savklingens Tænder (1913). Og det kan få publikum frem i stolesæderne – synet af andres uhyrlige skæbner og uafvendelige ulykker er ganske enkelt godt filmstof.

Det er jo egentlig ikke videre flatterende. Men hvem vil ikke gerne se en mand blive kastet ud i Københavns havn fra en højt hævet gravkos grab? (Vor Tids Dame, Klip 1), eller slæbt efter en fræsende speedbåd samme sted? (Vor Tids Dame, Klip 2).

Eller hvad med Carl Alstrup, som i en bimlende kokainskævert kaster sig ud fra trætårnet i Københavns Zoo med en paraply som faldskærm, borer sig halvanden meter ned i jorden, hvorfra han kækt kurtiserer en forbipasserende skønjomfru med ordene: ”Som De ser, Frøken, var jeg ved at gaa i Jorden af Længsel efter Dem” – i Kokain-Rusen (1925) (Klip 1). Eller Pigen fra Palls (1916), som flygter fra sørøverne?

Først i en faretruende spinkel svævebane, siden kravlende højt over afgrunden med de bare næver ad svævebanens udspændte stålwire, for til sidst at kure på enden ned ad de stejle skrænter ved Møns Klint (Klip 2). Når alt kommer til alt sætter hun livet og måsen på spil for vores – publikums underholdnings – skyld. Som alle de andre stuntmænd og –kvinder og skuespillere i filmens første årtier gjorde. Så man skulle da være et skarn ikke at kigge med!

Noter

1.  Jan Nielsen: A/S Filmfabriken Danmark – SRH / Filmfabriken Danmarks historie og produktion. Side 243-244. Multivers 2003.

2.  Jan Nielsen: Citat fra Politiken 28.03.1912. A/S Filmfabriken Danmark – SRH / Filmfabriken Danmarks historie og produktion. Side 245. Multivers 2003.

3.  Jan Nielsen: Citat fra Ekstrabladet 11.09.1914. A/S Filmfabriken Danmark – SRH / Filmfabriken Danmarks historie og produktion. Side 553. Multivers 2003.