Lisbeth Richter Larsen, redaktør | 22. juni 2022

Kærligheden kommer i mange former – også på film. Flirten, forelskelsen, forførelsen og frieriet er stærke ingredienser i den stumme filmkunst i 1910’erne og 20’erne. Filmene byder på kærlighed på tværs af klasseskel, kærligheden-trodser-alt, den selvopofrende kærlighed, eksotisk kærlighed, den fjollede kærlighed og den livsfarlige kærlighed. Skæver vi til filmgenrer, udspiller de store følelser sig i jalousidramaet, det romantiske lystspil, kærlighedskomedien, tragedien og ikke mindst – det erotiske melodrama.

”Et blik kan sige mere end tusinde ord” siger man. Men ved filmens begyndelse, før kameraet for alvor rykkede ind og aflæste ansigtets mimik i nærbilleder, brugte man større armbevægelser til at formidle hjertets inderste. Det såkaldte ’affektspil’ var skuespillernes middel til både forførelse og forfærdelse.

Et katalog af fagter og bevægelser illuderede rørelse og store følelser. Hånden på hjertet var en gennemgående gestus. Hvad enten Amors pil havde truffet sit mål, eller sorg og chok over det store svigt havde slået benene væk under hovedkarakteren – og det skete hele tiden i de stumme dramaer – blev hånden ført til brystet for at understrege følelsen. Andre store sindsoprivelser og reaktioner indebar hændervriden, bly blikke, der slås ned, og lumre smil, når en ungmø havde bidt på krogen. Kort sagt: store fagter var lig med store følelser.

En forsigtigt fremstrakt fod

Ser man nøjere efter, mestrer de gode skuespillere dog også et finere og mere nuanceret kærlighedssprog. Da millionærdatteren Clara Wieth i Vor Tids Dame søger en privatchauffør og får øje på dansk films førsteelsker, Valdemar Psilander, i køen af håbefulde mænd, kærtegner hun henført sin smukke hyrdehund, mens hun kigger ham direkte i øjnene. Senere i filmen er hendes snørebånd gået op (Ups!), og her binder Psilander med følsomme hænder uendeligt langsomt hendes silkesnørebånd på den fremstrakte fod.

En ’replik’ spiller finurligt ind i kærlighed-på-tværs-af-klasse-lystspillet, for da han lader sig rive med og kaster sig over hendes hånd for at kysse den, trækker hun sig ’rasende’ koket væk, og mellemteksten lyder: ”De glemmer, hvem De er”. Lidt senere i filmen, ser vi hende flirtende læne sig ind mod chaufføren, hvorefter Psilander træder et skridt tilbage, gør honnør ved kasketten og en mellemtekst toner frem: ”De glemmer, hvem De er, Frøken” – touché i flirtens subtile spil!

I starten af Ekspeditricen er det igen Clara Wieth – i titelrollen – denne gang over for Carlo Wieth (ja, de var et par i virkeligheden), som skal købe et par handsker. Den flirt over disken, hvor han rækker hånden frem, og hun giver ham den stramme fingerhandske på, er bedårende sensuel og herligt spil. Hans imødekommende og interesserede blik hviler på hendes ansigt, mens hendes koket nedslåede blik i korte glimt møder hans med et hastigt smil, der skyder frem, tæmmes og får hende til at trippe en lille smule på fødderne, stadig fuldt fokuseret på den intime berøring, som handskeprøvningen helt legitimt afstedkommer. Se scenen her:

^{Carlo og Clara Wieth i Ekspeditricen.} 

Astas æggende hofter

Asta Nielsen får sin filmdebut i den legendariske Afgrunden, som siden har fået betegnelsen ’det første erotiske melodrama’.

I filmen spiller Asta Nielsen rollen som ærbar klaverlærerinde Magda, forlovet med pæn præstesøn, der forføres af maskulin low-life cirkusartist (Poul Reumert) til hest. Han tager hende bogstavelig talt (i et flere sekunder langt lidenskabeligt kys) med storm. Magdas erotiske besættelse blegner hurtigt ved cowboy-sjuftens svigt og simpelhed.

Asta Nielsens filmgennembrud er synonym med Afgrundens ikoniske dansescene, bedre kendt som Gauchodansen. Dansescenen står som en nærmest avantgardistisk fremstilling af en kvindelig forførers vildskab med klare sadomasochistiske vibes, inspireret af den parisiske Apachedans, hvor kvinden typisk kyles omkuld, får vredet håndled om og drejes bagover af den brutale forbrydertype-mand i en pikant pardans. I en langt senere omtale af Afgrunden kalder filmkritiker Erik Ulrichsen med slet skjult begejstring Asta Nielsen for ”et rent sex-væsen” og tilføjer de beskrivende ord: ”hun er bare begær”. Se dansescenen her:

^{Afgrundens ikoniske dansescene med Asta Nielsen og Poul Reumert.}

Den livshunger, som hun udfolder i den æggende dansescene, hvor hun bogstavelig talt erobrer manden og binder ham med en lasso, afløses af livsforlis i slutscenen, hvor hun efter at have dræbt ham med en kniv apatisk som en kludedukke føres væk fra gerningsstedet af en betjent. Det hele fremragende formidlet af Astas stærke kropssprog og mimik.

Udfarende kvinder

De dristige film, der falder ind under betegnelsen ’erotisk melodrama’ bliver nærmest et dansk varemærke og en storsælgende genre. Filmene beskrives ude i verden med ord som ”vellystige” og ”slibrige”, og de bliver både beskåret af censurmyndighederne og ind imellem helt forbudte. Flere danske film udfordrer grænser og vender også kønsrollemønstre på hovedet:

Gauchodansen er et af de første eksempler på den seksuelt udfarende og erobrende kvinde, men også i film som Den farlige Alder (1911) og De fire Djævle er det kvindens seksuelle sult, der driver dramaet. I sin rendyrkede form topper genren i 1910-12 og henter også inspiration fra kabaret-kulturen, hvorfra for eksempel ’Vampyrdansen’ kommer. Nordisk Film indspiller sågar en film med titlen Vampyrdanserinden i 1912 (læs mere om filmen i Filmdatabasen). Fra denne ’trend’, som finder vej til danske scener såvel som filmlærreder, stammer det amerikanske ord ’vamp’, som er en ofte (selv)destruktiv kvinde, der i kraft af sin skønhed og seksualitet forfører mænd.

Kysset

Det danske filmblad 'Filmen' skriver i 1913: ”Det danske Kys er nu verdensberømt, og Amerikanerne misunder os denne Udholdenheds-Record. (…) Det danske Filmskys er gennemsnitligt på 3½ Meter [i optaget film = ca. 10 sekunder], og Tilskueren taber ganske Vejret, mens det staar paa”. Om dansk film ude i verden var særligt kendte for de vovede filmkys er nok lidt af en påstand. Men der kysses lystigt og med svingende intensitet i de kærlighedsfilm, vi har udvalgt her.

^{Valdemar Psilander over for den halvt liggende Clara Wieth i Ved Fængslets Port.}

I Ved Fængslets Port er Psilander i sin fremfærd over for den halvt liggende Clara Wieth nærmest voldsom, som en kobraslange, der hugger til. I Den farlige Alder (1911) svigter han groft selv samme Clara til fordel for (ups-ups!) sin kommende svigermoder, som han under et bal kaster sig over i et laaaaaangt kys. I gift-dig-ikke-til-penge-men-af-kærlighed-dramaet To Mennesker ses afsløringen som et silhuet-kys, og i trekantstragedien Klovnen får vi varianten: det fatale bedrageriske kys, som foregår bag Klovnens ryg, afsløres i et spejl foran ham.

Find flere filmkys, forførelser og fatale erobringer i oversigten her på siden over de bedste kærlighedsfilm på stumfilm.dk

Litteratur

Filmen vol. 1,15 (15. maj 1913, side 199).
Marguerite Engberg: Dansk stumfilm (Rhodos, 1977).
Erik Ulrichsen: En ”Kunstfilm” fra 1910 (Nationaltidende, kronik, 6/3 1953).

Lisbeth Richter Larsen, redaktør | 22. juni 2022