Fy og Bi

Jannie Dahl Astrup, filmarkivar | 10. november 2023

”Over 20.000 Berlinere hylder Fyrtaarnet og Bivognen. De danske 'Kino-Lieblinge’ til 6 Dages Løb i Sportspaladset”. Overskriften i B.T. den 8. november 1926 slår med store, fede typer fast, hvor enorm en succes, det var lykkedes for den danske farceinstruktør Lau Lauritzen Sr. at skabe med makkerparret Carl Schenstrøm og Harald Madsen i rollerne som Fy og Bi. Men hvordan blev den umage duo et så storsælgende eksporthit for filmselskabet Palladium, at celebre gæstebesøg til 6-dagesløb, menneskehav i stormløb på banegårde og triumftur i bilkortege rundt i europæiske storbyer var hverdagskost? Og så endda i en periode, hvor danske films såkaldte guldalder for længst var forbi.  

Legetøj, kaffe og skocreme

Sammenligningerne med samtidens internationale filmstjerner stod også i kø. Madsen og Schenstrøm blev allerede i 1922, blot året efter deres debut sammen på det store lærred, døbt ”de danske Chaplin’er” (Fredericia Socialdemokrat, 16.1.1922) i deres lurvede vagabondkostumer, mens Politiken i et telegram fra Wien i 1925 beskriver byens modtagelse af de to danske filmstjerner på linje med Hollywoodparret Mary Pickford og Douglas Fairbanks’ besøg i København året før. Selvfølgelig har dagblade – dengang som i dag – hang til sensationalistiske og slagkraftige overskrifter, men både pressefotografier og biografrepertoirer bekræfter omfanget af de to filmfigurers popularitet.

Schenstrøm og Madsen blev mødt af eksalterede filmfans i hobetal hvor end de satte deres fødder, og biograferne rundt omkring i Europa viste deres film for fulde huse og over mange uger. De to undseelige og elskeligt naive typer var slet og ret box office-baskere i deres samtid. I München havde biografgængere således mulighed for at indløse billet til stort set samtlige af de film, der blev produceret med Fy og Bi fra midten af 1920’erne til midten af 1930’erne¹. Alene i løbet af 1927 kunne man vælge imellem 15 forskellige Fy og Bi-film blandt biografernes repertoire rundt omkring i byen. Heriblandt Vester Vov-Vov (1927), der med handlingen henlagt til det brusende Vesterhav og med Fy og Bi i komisk topform tegner sig som en af Palladiums bedste og mest holdbare arbejder. Det umage makkerpar var alle steder; på det store lærred i biograferne, som æresgæster ved premierer, i udenlandsk producerede film i deres velkendte hovedroller, som figurer på legetøjsbutikkernes hylder, i avisernes overskrifter og i form af talrige imitatorer, der rejste rundt og udgav sig for at være den lille runde Madsen og den lange Schenstrøm. Og havde man lyst, kunne man sågar drikke sin kaffe af et Fy og Bi-kaffestel eller pudse sine sko med Fy og Bi-skocreme. 

Birollen og cirkusklovnen

Før de steg til tops på berømmelsens tinder og blev spændt for promoverings- og merchandise-vognen af instruktører, produktionsselskaber og distributører undervejs, var Fyrtårnet Carl Schenstrøm hårdtarbejdende birolleskuespiller i Lau Lauritzens farce-ensemble hos Nordisk Films Kompagni, mens Bivognen Harald Madsen fik folk til at grine som erfaren cirkusklovn i Cirkus Miehe og siden hen i Cirkus Schumann. Sidstnævnte havde fast engagement i Cirkusbygningen i København, hvor storbiografen World Cinema tog over, når cirkussæsonen sluttede. 

I krydsfeltet mellem film, cirkus og biografdrift opstod filmselskabet Palladium i Hellerup i 1919; først som svenskejet foretagende med danske interesser og kreative kræfter foran og bag kameraet, men derefter fuldgyldigt dansk, da instruktør Lauritzen i fællesskab med Svend Nielsen, daværende inspektør ved World Cinema, overtog selskabet og satte alt ind på komedier med Lauritzens nystartede filmserie om vagabonderne Fyrtårnet og Bivognen. Den allerførste film med de to figurer havde endnu ikke helt fundet sin fuldgyldige form. Den ranglede Schenstrøm var godt nok Fyrtårnet, men han flankeredes af den diminutive Aage Bendixen, der således blev den første Bivogn i den svenske Palladium-film Tyvepak (’Landsvägsriddare’ (1921)), som Lauritzen instruerede.

Det tyske triumftog

Den erfarne Lauritzen, der alene hos Nordisk instruerede over 200 korte farcer, fandt imidlertid hurtigt en bæredygtig formel for sit nye filmmakkerpar. Længere film med fyldigere fortællinger gav plads til, at Schenstrøm og nu Madsen, der overtog fra Bendixen efter den første film, kunne udfolde deres karakterer og finpudse kemi og mimik. Og da Palladium indgik aftale med den tyske filmkøbmand Lothar Stark² i 1923 og derved sikrede bred distribution af selskabets film – ikke mindst i Tyskland – tog Fy og Bis internationale karriere for alvor fart.

Med ’Han, Hun og Hamlet’ (1922) gjorde Palladium sit indtog i Tyskland. Dette i Berlins store filmpalads Marmorhaus på Kurfürstendamm, hvorfra pressen sendte telegrammer hjem til Danmark om den overbevisende succes. Palladium fik lynsnart lavet helsides annoncer i tyske brancheblade, der bragte fyldige citater fra anmeldelser i forbindelse med premieren. Og til den danske presse pralede Lauritzen utilsløret med berlinersuccesen:  ”I øjeblikket spilles ’Han, Hun og Hamlet’ i ’Marmorhaus’ i Berlin – paa fjerde Uge for fuldt Hus, skønt det er den sløjeste Aarstid. Og samtidig spiller 20 andre Filmsteatre vore Arbejder over hele Tyskland” (B.T. 10.8.1923).

’Pat’ og ’Patachon’, som Palladiums tyske samarbejdspartner Lothar Stark omdøbte Fy og Bi til på det tysktalende marked³, opnåede enorm popularitet og folkelig opbakning i kølvandet på succesen med 'Han, Hun og Hamlet'. Takket være Lauritzens driftssikre produktionsrate på fire Fy og Bi-film årligt helt frem til 1932, manglede Palladium aldrig film at sende ud i biograferne. Og selv på tærsklen til tonefilmens definitive gennembrud, trak stumfilm med Fy og Bi stadig det tyske publikum i biografen i stor stil. Højt paa en Kvist (1929), hvor duoen får selskab af Marguerite Viby (i hendes filmdebut!) og Nina Kalckar, var blandt de mest sete stumfilm i de tyske biografer i 1930. Schenstrøm og Madsen var allestedsnærværende; som gigantiske reklamer på filmpaladsernes facader og på forsiden af de mest populære filmmagasiner. Og – måske mest afgørende – fremstod de to danske skuespillere som jordnære og tilgængelige for deres tusindvis af fans. Schenstrøm og Madsens rejseaktivitet, særligt i Tyskland og Østrig, bærer vidne om det enorme arbejde, der blev lagt i at holde filmpublikummet til ilden.

Den arrangerede virak

De to skuespillere rejste både i forbindelse med deres talrige udenlandske filmproduktioner (tretten i alt i årene mellem 1925 og 1937), hvor et ophold typisk varede flere måneder, men de tog også på længerevarende tournéer rundt i Europa, hvor de promoverede deres film som gæster ved urpremierer, optrædener i radioudsendelser og ved officielle receptioner hos ambassadører og gesandter. Høj som lav ville have et stykke af de to godmodige vagabonder, og Schenstrøm og Madsen troppede (per kontraktmæssig forpligtelse) op; ofte med fare for liv og lemmer midt i de maniske menneskemængder.

Således stod Hamborg nærmest på den anden ende, da byen i 1931 modtog de to skuespillere som led i promoveringen af deres første talefilm ’Taler de tysk?' (’1000 Worte Deutsch’ (1930)). At de to danske stumfilmstjerners første tonefilm var en tysk produktion bærer vidne om den stærke forankring i tysk filmkultur, som Fy og Bi havde opnået gennem vedholdende tilstedeværelse i biografgængernes bevidsthed. Og besøget i Hamborg, der strakte sig over to dage i januar 1931, var ingen undtagelse. Forud for besøget havde byens aviser trykt velkomsthilsner til Pat og Patachon på både dansk og tysk; ja tilmed forventet ankomsttidspunkt og spornummer på Hamborgs hovedbanegård. Altså en udførlig guide til, hvor og hvornår man skulle indfinde sig, hvis man ønskede at give Schenstrøm og Madsen en jubelvelkomst. Politiken rapporterede om ”20.000 jublende Mennesker” (11.01.1931), mens Hamburger Anzeiger (10.01 1931) mere konservativt angav tallet til at være 10.000. I sin erindringsbog ”Fyrtaarnet fortæller” husker Schenstrøm tilbage på netop dette besøg og den enorme opmærksomhed, hvilken han beskriver som den ”arrangerede Virak”, med blandede følelser: ”Det hængte os til Slut langt ud af Halsen; men det hørte med til Geschæften” (Schenstrøm 1943, 134).

Pat und Patachon für immer und ewig

Berømmelsens pris og status som både Danmarks Chaplin’er, Tysklands ’Kino-Lieblinge’ og mange andre landes populære biografbaskere, var for Carl Schenstrøm og Harald Madsen lig med et knokkelarbejde både foran kameraet og den pr-vogn, Palladium og selskabets samarbejdspartnere spændte komikerduoen hårdt for. 

Men omvendt bar det hårde arbejde også frugt langt ind i både tonefilmens og fjernsynets æra. Fy og Bi, eller Pat og Patachon måske snarere, overlevede i særdeleshed i den tyske bevidsthed gennem populære tv-programmer, hvor de oprindelige film blev vist i stærkt nedklippede versioner med humoristisk speak, opskruet afspilningstempo og tidstypisk underlægningsmusik i 1960’erne og 70’erne⁴. Udsendelserne levnede sjældent plads til de originale filmstrimlers godmodige humor, hvor det ikke nødvendigvis var de store armbevægelser og lynsnar slapstick-timing, der var duoens særkende, men snarere Madsen og Schenstrøms særlige kemi, hvor himmelvendte blikke, små dask og tålmodig kropskomik gik op i en højere enhed. Alligevel tog en ny generation de to danske vagabonder til sig som et komediens sært charmerende kuriosum – og den dag i dag lever begrebet ’Pat und Patachon’ stadig videre i den tysktalende kultur som udtryk for et aparte par i både højde og drøjde.  

Noter

1) Astrup, Jannie Dahl (2022). Fy og Bi: Et transnationalt filmfænomen. Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet.

2) Se Jannie Dahl Astrups artikel om to centrale personer for Palladiums internationale succes ”Verdensagenter og mægtige filmsmænd” – Palladiums transnationale forretningsforbindelser i Kosmorama #276.

3) Tidligere i karrieren var Lothar Stark tilknyttet filmselskabet Cines, der blandt andet stod for distribution af film med komikeren Raymond Frau, hvis filmkarakter Kri-Kri blandt andet også var kendt under navnet Patachon. Heri kan en mulig forbindelseslinje til oprindelsen af Fy og Bis tyske navne findes.

4) Aping, Norbert (2021). Es darf gelacht warden. Von Männern ohne Nerven und Vätern der Klamotte. Lexikon derdeutschen TV. Slapstickserien Ost und West. Marburg: Schüren.

Jannie Dahl Astrup, filmarkivar | 10. november 2023