Billetsalget lå lavere end i sidste weekend, hvilket tyder på, at forårsvejret begynder at trække publikum udendørs.
Øverst på listen ligger dog fortsat ’Klassefesten 4 – Venner for livet’. I sin femte weekend solgte filmen 18.100 billetter og har nu rundet 407.300 i alt, hvilket fastholder den som forårets klart største titel i biograferne.
Tæt efter fulgte ’Marty Supreme’, der i sin tredje weekend solgte 16.800 billetter. Filmen er årets anden titel i Biografklub Danmarks program og har nu passeret 119.000 solgte billetter samlet, hvilket holder den stabilt i toppen af listen.
Weekendens mest sete nye film var den animerede familiefilm ’Mission: Bæver’ fra Disney/Pixar, studiet bag hits som ’Toy Story’, ’Biler’ og ’Inderst inde’. Filmen solgte 16.500 billetter på tværs af 110 biografer og blev weekendens tredje mest sete titel. Samtidig faldt billetsalget til de øvrige familiefilm i markedet sammenlignet med sidste weekend.
Oscar-uddelingen nærmer sig, og det afspejles også i premiereprogrammet. Ud over ’Marty Supreme’ havde dramaet ’Hamnet’ premiere. Den er instrueret af Chloé Zhao og blandt andet nomineret som bedste film. Filmen handler om begivenhederne, der inspirerede William Shakespeare til tragedien ’Hamlet’. ’Hamnet’ var weekendens fjerde mest sete film.
Weekenden bød også på premiere på den danske film ’Paradis’ instrueret af Maria Sødahl med Danica Curcic og Esben Smed i hovedrollerne. Filmen tematiserer forholdet til flygtninge i den privilegerede del af verden og er blevet positivt modtaget af anmelderne. I sin premiereweekend solgte filmen 4.400 billetter.