Af Elskovs Naade

August Blom, 1914, 53 min
Hvedebrødsdagene mellem det nygifte par Lydia og Grev von Teyn får hurtigt en ende. Greven gør sin nye hustru jaloux, da han hjælper en kvindelig rytter, der gør tydelige tilnærmelser. Knapt har Lydia tilgivet sin mand for sværmeriet, før det igen går galt. Under et hestevæddeløb kommer greven ud for en forfærdelig ulykke, der efterlader ham lam. Lydia må være stærk og gøre op med sig selv: Hvor langt er hun villig til at gå for at hjælpe sin elskede?

Lydia spilles af Betty Nansen. Rollen er på mange måder typisk for skuespillerinden, der havde en forkærlighed for stærke, selvopofrende kvinder. 'Af Elskovs Naade' er filmet af den anerkendte fotograf Johan Ankerstjerne, som arbejdede for Nordisk Film fra 1911-1915. Det var Ankerstjerne, der filmede verdensstjernen Valdemar Psilanders gennembrudsfilm ’Ved Fængslets Port’ (1911). Mest kendt er han dog for sit samarbejde med instruktør Benjamin Christensen og hans fotografering af dennes mesterværk 'Heksen' fra 1922.