Brødrene Robert og Hugo lever et idyllisk liv på et prægtigt gods ud til vandet. Den gamle godsejer favoriserer Robert, mens Hugo er sin mors kæledægge. Sidstnævnte er dog ikke så from, som han ser ud: Han har lånt penge af en ågerkarl, som nu truer med at kontakte godsejeren. Robert forsøger at hjælpe sin bror, men en uheldig forveksling får faderen til at tro, at det er ham, der har forgældet sig og tilmed forsøgt at stjæle penge. Hugo har fået et svagelighedsanfald, og lægens anvisninger om absolut ro får Robert til at vedkende sig skylden og skåne sin bror. Han når kun at røbe sandheden for sin mor, inden han smides på porten. Da brødrene efter fire lange år mødes igen, er det på øen Peele under blinkfyrets stråler, hvor en smuk kvinde og et voldsomt uvejr leder dem ud i endnu en familietragedie.