Købmandssønnen Aage vil redde sin far fra at gå konkurs ved at gifte sig med rigmandsdatteren Irma. Aage kurtiserer pligtopfyldende, selvom det ikke just slår gnister mellem de to. En dag får Irmas husstand besøg, og Solveig, en 18-årig skønhed, åbner Aages øjne for, hvilken kærlighed han er ved at ofre for sin fars skyld. Vejer pligten tungere end kærligheden for Aage?
Filmen har ingen mellemtekster. Læs handlingen i filmens program. Bemærk filmens ringe kvalitet, det er en kopi bevaret på papirfilm.
Valdemar Psilander spiller rollen som Aage. Psilanders skuespillerkarriere tog fart omkring 1910 og han blev hurtigt verdenskendt med 83 film indspillet over seks år. Nordisk Films Kompagni markedsførte Psilander som en af filmhistoriens første globale verdensstjerner – direktør Ole Olsen sørgede personligt for at sprede falske rygter om jaloux eks-elskerinders attentatforsøg på Psilanders liv. I 1917 blev han fundet død på sit hotelværelse i en alder af 32 år. Læs mere om Psilander i vores tema ‘Verdens Valdemar’ her på sitet.