Der er stor opstandelse blandt artisterne i varietéen, da danserinden Sylvia Lafonts dansepartner Enric bliver alvorligt syg. Hvis de skal kunne opføre den berømte vampyrdans, må de hurtigt finde en stedfortræder. En annonce i avisen får en række håbefulde ansøgere til at møde op i varietéen, og Sylvia er ikke længe om at udse sig Oscar – en indesluttet, men smuk, ung mand.
I løbet af prøverne forelsker Oscar sig hovedkulds i Sylvia, som dog er lykkeligt forlovet med en anden. Hun afviser omsorgsfuldt hans voldsomme tilnærmelser og forsøger at overtale ham til at koncentrere sig om deres optræden. Men Oscars følelser er utæmmelige, og syg af jalousi tager han en tragisk beslutning.
Den bevarede film er en papirkopi (Print on Paper) fra USA’s Library of Congress, og billederne fremstår derfor meget grynede.