Da Clara ser annoncen om, at B.T. søger en ung, smuk kvinde til en rolle i deres amatørfilm, er hun ikke et sekund i tvivl. Hun sender sit foto ind og spår sig selv en stor fremtid inden for filmen. Hendes far, kværulanten grosserer Balle, forbyder hende at tage til prøve, lige så vel som han forbyder hende at forlove sig med naboens søn, Peter. Hvad ingen ved, er, at grossereren selv er kaldt til prøve til en rolle i amatørfilmen. En række tilfældigheder gør, at både Clara, Peter og grosserer Balle mødes foran de rullende kameraer.
’Bag Filmens Kulisser’ blev til på baggrund af dagbladet B.T.s ’amatørfilm’ – et eksperiment i at lave en film udelukkende med amatører i rollerne – og er på den måde i allerhøjeste grad en metafilm. Olaf Fønss blev hyret som instruktør, og B.T. udskrev en konkurrence om de forskellige roller. Over 8000 kvinder og mænd indsendte deres foto, og 200 blev udvalgt til at aflægge prøve for Fønss og en dommerkomité. Optagelserne fandt sted i sommeren 1922 i Palladiums gamle atelier på Kathrinevej i Hellerup.