UKOMPLET | Enkefru Steins børn Vita og Arthur er som nat og dag. Vita tilbringer al sin tid med at sysle om moderen i hjemmet, mens Arthur lever et ødselt liv på byens mest berygtede natcaféer. Vita er forlovet med den flittige og stræbsomme Jacob, som må træde til, da Arthurs udsvævende liv leder ham ud i en stor gæld. En særdeles våd bytur ender tragisk, da Arthur falder i havnen og drukner. Vita og hendes mor er i dyb sorg, og Jacob, der har ofret hele sin opsparing på at dække sin svogers gæld, må rejse til Australien for at genopbygge en formue til sin og Vitas fremtid. Her kommer han ved et lykketræf i kontakt med en mand, der får stor betydning for både ham selv, Vita og hendes mor.
Filmen er ukomplet i det den mangler sin begyndelse. Det bevarede fragment begynder ved et teselskab med enkefru Stein, Vita og Jacob, der taler om Arthurs problemer.