Det går godt for den unge styrmand Willy. Han har netop fået en udmærket eksamen og er tilmed blevet forlovet med sit hjertes udkårne, skibsreder Clausens datter Lilly. Den forsmåede bejler, grosserer Bang, der netop er blevet afvist i sit frieri til Lilly, opfyldes af vrede og lægger en ondsindet plan for at skaffe rivalen af vejen. En aften får han lokket Willy ud på spil og druk i en obskur havneknejpe for at få ham shanghai’et: Drikke ham fuld, få ham til at tage imod et lån fra knejpeværten og underskrive en kvittering, som i virkeligheden er en blank hyrekontrakt. Bangs ondsindede plan lykkes, og inden Willy får set sig om er han blevet slave på den halvrådne skude ’Blæksprutten’.
Fra filmens program, som kan findes længere nede på denne side, fremgår det, at der er tale om en slags oplysningsfilm, hvis formål det var at sætte fokus på menneskehandel blandt sømænd.