EFTERLYST | Opiumsdrømmen er den første danske film, der bliver totalforbudt af censuren i Danmark. Den er derfor aldrig blevet vist i danske biografer. Filmen fik til gengæld stor succes i udlandet. Var det emnet – opiummisbrug – der var for stærk kost for den danske filmcensur, eller var det bestemte scener i filmen?
HVAD HANDLER DEN OM?
Hugo von Kaufmann er dybt jaloux på sin bror Ernst, der skal giftes med Henny, som han selv er forelsket i. Hugo søger trøst i opiumrusen og udtænker en hævngerrig plan. Han hyrer en lejemorder, som skal dræbe Ernst. Planen bliver opdaget og brugt imod ham selv: Ernst lader som om, han tager giften og spiller død. Hugo tror, at missionen er fuldført, men overraskes af sin 'døde' bror i ligklæder. Han flygter i rædsel og kommer slemt til skade under flugten. Henny og Ernst plejer ham, til han er rask, og sender ham afsted med tilgivelse, hvis han lover aldrig at vende tilbage.
HVAD VED VI ELLERS?
Robert Schyberg, der spiller den vrede opiummisbrugende bror i filmen, skriver i sine erindringer, at filmen gjorde lykke i USA, men blev totalforbudt i Danmark af den nye censor Christian Zangenberg, som fandt den for brutal i sine virkemidler. Han nævner også, at filmen var forsynet med to forskellige slutninger, én til det russiske marked, som ønskede de sørgelige eller mere brutale afslutninger, og én til de øvrige markeder.