UKOMPLET | Hannibal fremstår som en total galning i sit desperate forsøg på at imponere frøken Alma og hendes far. Problemerne begynder, da Hannibal glemmer sin pæneste skjorte derhjemme. Først hjemme hos Alma opdager han – til sin skræk og rædsel – at han er klædt i stribet uldtrøje. Nu er det op til Hannibal at gennemføre middagsselskabet, uden at den uldne affære afsløres.
Det bevarede fragment mangler sin begyndelse og slutning. Læs hele handlingen i filmens program.
Lauritz Olsen spiller rollen som Hannibal. Han var som mange andre af tidens revyskuespillere en del af Lau Lauritzen Sr.’s faste komedietrup. Olsen medvirkede i over 200 film i perioden 1907-1920 hos Nordisk Films Kompagni, men fortsatte skuespillerkarrieren helt indtil sin død i 1955. Dette gør Lauritz Olsen til den mest produktive og længst aktive skuespiller i dansk films historie.