I 14 år har købmand Thippe sendt børnepenge til sin lille Dengse, selvom han aldrig har set knægten. Men for slægtens – og en sikkerheds skyld – beslutter Thippe sig for at se sin efterkommer efter i sømmene. Men noget er ikke helt efter bogen. Den såkaldte mor viser ingen tegn på almindelig moderlighed, og den lille dreng er vist for længst gået i puberteten – lille Dengse ligner snarere en velvoksen herre.
Frederik Buch spiller rollen som købmand Thippe. Buch var malersvend, men begyndte at optræde som kabaret- og visesanger med sin efter sigende smukke sangstemme, som selvsagt ikke er bevaret på stumme film. Han debuterede hos Nordisk Films Kompagni i 1908 i småroller, men blev opdaget af komedieinstruktøren Lau Lauritzen Sr., der så Buchs komiske talent – ikke kun i hans lille, runde statur, men også hans attitude som en flabet gavtyv. Buch medvirkede i omkring 200 stumfilm og er dermed den næstmest anvendte skuespiller i perioden, kun overgået af Lauritz Olsen.