En dansk tømrersvend, Søren Hvid, og hans makker Christian tager på valsen ned gennem Tyskland. De optages i broderskabet med de forskellige ritualer, som sig hør og bør, møder andre håndværkere på deres færd og skaffer sig arbejde på en tømmerplads. En vadsæk, den karakteristiske snoede stok og 'vandrebogen' er med dem hele vejen.
Filmen er lavet på foranledning af Københavns Tømmerlaug og fortæller om 'Zünften', et hemmeligt broderskab for de forskellige håndværksfag, som har eksisteret i hen ved 300 år. En nyudlært håndværker 'valsede' efter sin uddannelse sydpå for at dygtiggøre sig og høste erfaringer på tværs af landegrænser, især i Midteuropa. De skandinaviske rejsende håndværkere har siden anden halvdel af 1800-tallet været kendt under forkortelsen ’navere’.