En nærig onkel får sig en lærestreg efter han snydes til at adoptere en velvoksen mand i stedet for en tiårig dreng. Da aspirerende digter Karl King vælger at forlove sig med ballerinaen Mimi, falder han i unåde hos sin velgørende onkel. Nu pønser onklen i stedet på at adoptere en stakkels forældreløs dreng som arving. I et komisk komplot påtager Kings velvoksne svoger sig imidlertid rollen som en tiårig adoptivsøn og viser sig fra sin mest uvorne side!
I perioden 1914-1919 iscenesatte instruktør Lau Lauritzen Sr. over 200 film for Nordisk Film. Lauritzens specialitet var korte og skarpe komedier, hvor mange af de samme folkekære skuespillere ofte medvirker, heriblandt Frederik Buch, Oscar Stribolt, Carl Schenstrøm m.fl. ‘En slem Dreng’ er et helt klassisk eksempel på en Lau Lauritzen Sr.-komedie.