Der er så meget, kvinder ikke forstår. Sådan lyder en ældre reklame. Det gjaldt også hjemme hos gamle rentier Back. Hans pæne hustru forstår absolut ikke hans begejstring for fodboldsporten. Da Fru Back opdager, at hendes mand har meldt sig til en oldboys-kamp, giver hun ham simpelthen stuearrest. Hvordan skal Hr. Back mon få sneget sig hen til kampen i tide?
I perioden 1914-1919 iscenesatte instruktør Lau Lauritzen Sr. over 200 film for Nordisk Film. Lauritzens specialitet var korte og skarpe komedier, hvor mange af de samme folkekære skuespillere ofte medvirker, heriblandt Frederik Buch, Oscar Stribolt, Carl Schenstrøm m.fl. ‘Han spiller Fodbold’ er et helt klassisk eksempel på en Lau Lauritzen Sr.-komedie.