Alt er fryd og gammen mellem Karen Wang og hendes elskede Kai Ørn. Men netop som han skal til at fri, trænger slangen ind i Paradiset: Viggo Eibye, som er en skidt karl, vil også giftes med Karen. Af økonomiske årsager siger hun ja til giftermålet, men før bryllupsdagen dør Viggo Eibye på mystisk vis! Wang og Ørn mistænkes, og to mænd sættes på sporet - Den brøsige opdagelsesbetjent Engberg og en snu reporter, som måske kan forklare, hvordan sagerne i virkeligheden hænger sammen.
Karen Wang spilles af Karen Winther, der i løbet af en en blot seksårig karriere nåede at gøre sig bemærket for flere roller i A. W. Sandbergs film, heriblandt ‘David Copperfield’ (1922), og i adskillige farcer af Lau Lauritzen. Mest kendt er hun dog for eftertiden for sin rolle som heks i Benjamin Christensens mesterværk ‘Häxan’ (1922). I 1925 sluttede skuespillerindens karriere brat, da hun fik konstateret diagnosen perniciøs anæmi.