Betty Nansen – en 'selfmade woman'
Dansk teaters helt store diva, Betty Nansen, blev som den første danske skuespiller headhuntet af den amerikanske filmindustri. Inden da havde Nordisk Film givet hende en lukrativ kontrakt i håb om, at teaterdronningen kunne blive den nye store filmstjerne. Men var Betty Nansen overhovedet en succes på det hvide lærred?
Lars-Martin Sørensen, forskningsleder | 8. marts 2023
Betty Nansens filmeventyr starter i 1911, hvor Nordisk Films generaldirektør Ole Olsen under stor fanfare annoncerer, at han har skrevet kontrakt med hende. På dette tidspunkt er stjernesystemet brudt igennem i dansk film – og nogenlunde samtidig internationalt. Hvor man før havde solgt film på deres længde og sensationelle indhold, er det nu stjernernes navne, der står øverst på plakaten.
Nordisk Films Kompagni mangler et kvindeligt modstykke til den nyslåede stjerne Valdemar Psilander – en diva af samme kaliber som Asta Nielsen. Hos selskabet er man lettere irriteret over hendes og Urban Gads succes i Tyskland i kølvandet på deres megahit med ’Afgrunden’ året før. Men ligefrem at matche de tilbud, parret får i Tyskland, kommer alligevel ikke på tale. Så lun er hverken generaldirektør Ole Olsen eller andre af de ledende folk i Valby på Asta Nielsen, hendes talent eller hendes udseende for den sags skyld. Men hvorfor egentlig ikke hyre et virkelig kendt og kønt ansigt, som allerede nyder stor berømmelse i stedet?
Den ny Sarah Bernhardt?
I 1913 skriver teaterkritikeren Axel Garde om Betty Nansen, at:
Man kunde lægge et tværsnit gennem hendes Roller, og man vilde i dem alle finde et saadant Øjeblik, hvor hun, uden Gestus og uden Ord, blot ved sit Ansigts Liv, ved sit Smil, ved sine Øjnes Blik, gav den Forklaring, som sagde alt om den Skikkelse, hun vil give Liv. 1
Garde er tydeligvis ikke i tvivl: i Betty Nansen har dansk teater en skuespiller af samme grandeur som italienske Eleonora Duse og franske Sarah Bernhardt.
Allerede ti år forinden var amerikanske blade begyndt at skrive om teatrets diva Nansen som den store fortolker af verdensberømte Henrik Ibsens kvindefigurer. Og har man sagt ’Ibsen’, har man også sagt: ’Det moderne gennembrud’ – altså nævnt en kunstner, som fulgte det sene 1800-tals fremmeste kulturpersonlighed og litteraturkritiker Georg Brandes’ dictum om, at kunstens centrale opgave var at sætte aktuelle problemer til debat.
Ibsens kvindefigurer, som Nansens berømmelse i nogen grad udsprang af, var stærke, selvstændige men ofte også tragiske karakterer. Som den kvindelige hovedperson, Nora, i Ibsens internationale gennembrudsdrama ’Et Dukkehjem’ (1879). Hun forlader både hjem, mand og børn, fordi hun insisterer på at være menneske i egen ret – ikke blot en dukke i sin (bank-)mands bedsteborgerhjem. Med hende – og med Nansen – blev et ikon for den kvindefrigørelseskamp, som tog fart i slutningen af 1800-tallet, født.
Teater-divaen som filmdronning
Betty Nansen debuterer som filmskuespiller med det tragiske melodrama Bristet Lykke i oktober 1913. Det medfører en vis polemik i både film- og teaterkredse, at selveste Nansen foretager springet fra scenen til filmen. Den folkelige film har på det tidspunkt et noget blakket ry i såkaldt finkulturelle kredse, men Betty Nansen kan se potentialet i at nå ud til et massepublikum og forsvarer den nye kunstform.
Allerede to år før hendes første film får premiere begynder selskabets amerikanske afdeling at reklamere for den serie af film, Nansen – dronningen af dansk teater – skal indspille. De giver sig altså god tid til at bygge forventningerne op til Betty Nansens filmdebut, og det samme gør Betty Nansen selv ved målrettet at skabe sig den eksponering i aviser og tidsskrifter, som en verdensberømmelse kræver. Hun fører sig gerne frem i en stil, der er en dronning værdig. Filmhistorikeren Gunnar Sandfeld fortæller eksempelvis, at Betty Nansen ankom til en optagelse på Amager ’kørende i elegant karet med to røde kuske og omgivet af flotte ridende husarer, [og] var blevet hilst ærbødigt af alt folket, som troede det var dronningen, den virkelige dronning.’2
Royal behandling får fru Nansen også i programmet til sin første film ’Bristet Lykke’ (1913). Forsiden på pamfletten bærer overskriften ’Betty Nansen i Film’, og bladrer man, følger to sider om Betty Nansens fortræffeligheder som skuespilkunstner. Først derefter begynder den vanlige introduktion af selve filmen, der er det indhold, sådanne programmer normalt præsenterer. Så det er en helt speciel Nansen-udgave af et filmprogram, der ledsager den første af de seks film, hun ifølge sin kontrakt med Ole Olsen kunne hæve den fyrstelige gage af 42.000 kr. for at indspille i 1913-14.
Omtalte filmprogram til Bristet Lykke (August Blom, Nordisk Films Kompagni, 1913). Se alle programmer, andre materialer og filmen her: Bristet Lykke.
Betty Nansen bliver altså markedsført som noget ganske særligt og desuden direkte promoveret af selskabets generaldirektør Ole Olsen i egen person. Han bliver interviewet i august 1913, netop hjemvendt fra Berlin, hvor han ”har været nede for at vise de første Betty Nansen-film. Tyskerne var målløse af begejstring, men fru Nansen er også den største filmskuespillerinde, der findes i verden”, mener Olsen. Hertil vil en nyfigen journalist vide, om ikke det mon er Asta Nielsen, der er den største? Olsen glider af på spørgsmålet ved at svare, at de to er så forskellige som nat og dag, men at Nansen til næste år vil ”være den kunstnerinde, som hele verden taler om”.3
Filmet teater
Aftalen med Nordisk Film indebærer, at Nansen får en vis kontrol med, hvilke roller hun skal spille, og hvem der leverer manuskripter. Fælles for Nansens danske film er, at hun spiller en stærk, men ofte lidende og selvopofrende heltinde – helt i forlængelse af Nansens image som fortolker af blandt andre Ibsens kvinderoller på teatret. Og en anden af det moderne gennembruds store figurer, den feministiske forfatterpioner Amalie Skrams datter, Johanne Skram-Knudsen, bliver da også hyret til at skrive manuskriptet til Prinsesse Elena (1913). I denne højdramatiske filmtragedie spiller Nansen prinsessen, der forelsker sig i en tilfangetaget officer fra en fjendtlig hær og går i døden for ham.
En smagsprøve på Nansens skuespillerfærdigheder og måden, hun blev iscenesat på, ses i slutscenen , hvor hun begår selvmord i sin fængselscelle. Selvmordet er smukt filmet med et skråt dagslys, som falder ned gennem et højt placeret cellevindue, og som Nansen vender sig imod, så hendes ansigt skiftevis belyses og ligger i halvskygge, mens hun blotter sit håndled og finder kniven, der skal åbne pulsåren. Langsomt rinder livet ud af hende, mens hun står lænet op ad cellevæggen, fotograferet så man ser hende fra lidt over knæene og opefter.
Betty Nansen i slutscenen til Prinsesse Elena ( Holger-Madsen, Nordisk Films Kompagni, 1913).
Tiltroen til Nansens evner som teaterskuespiller skinner igennem her, for det ligger lige for at rykke ind i et mere nært billede af den døende prinsesse, måske helt ind på hendes ansigt for at maksimere effekten af hendes lidelser. Men kameraet holder sig på ærbødig afstand, mens Nansen langsomt glider ned på gulvet og udånder – stadig i en total, der viser hendes krop i fuld længde, som på en teaterscene, hvor man ikke bare kan klippe ind på skuespillerne for at kommunikere følelser med ansigtsmimik. Det fremstår som filmet teater, hvilket bestemt ikke var det, der gav Asta Nielsen hendes store succes i Urban Gads instruktion af Afgrunden.
Headhuntet
Nordisks kampagne for Nansens film via selskabets New Yorker-filial, kommer til at bære frugt af en måske lidt uventet art: Betty Nansen bliver headhuntet. I 1914 proklamerer Willam Fox, indehaveren af Fox Film Corporation, at ”for første gang nogensinde blev en stor europæisk stjerne importeret til at spille i amerikansk film. Stjernen, Betty Nansen, er intet mindre end ”the greatest tragedienne in the world”" og en ”inspirationskilde for den udødelige Ibsen”. 4
Jo, Betty Nansen bliver hyldet i superlativer af de mænd, der bærer hende frem både her og over there. Og bliver modtaget i New York af den danske konsul, som rejser et juletræ til ære for hende, da hun ankommer ved juletid 1914 medbringende 45 rejsekufferter med kostumer for over 45.000 dollars, som den amerikanske sladderpresse skrev. Beløbet svarer nogenlunde til 1.500.000 nutidsdollars. Den velbeslåede danske stjerne, der angiveligt færdedes hjemmevant blandt konger, zsarer og baroner, havde en kjole af det pureste guld og som ligefrem havde arvet manuskripter efter den verdensberømte Henrik Ibsen, var en stensikker kioskbasker. 5
I USA inviterer Fox publikum til at opleve ”The Nansen Eye, The Nansen Tear, The Nansen Smile”, hvilket måske kunne tyde på, at amerikanerne filmede Nansens ansigtsmimik i nærbilleder. Men da ingen af Nansens amerikanske film overlever, kan vi ikke fastslå, om amerikanerne går tættere på i deres optagelser, end man gjorde i Valby hos Nordisk Film.
Som Asta Nielsen havde Betty Nansen store, udtryksfulde øjne, men i de danske film, der har overlevet, virker hun – for et nutidigt blik og en tilskuer, der ikke holder vejret af ærefrygt over, at den store Nansen fra teateret nu spiller film – en kende tung og statisk. Ikke mindst, hvis man sammenligner hendes spil med Asta Nielsens, eller for den sags skyld Clara Wieths. Man skal nok – som Axel Garde i det førnævnte citat – have oplevet Nansen besnære et teaterpublikum ”blot ved sit Ansigts Liv” for at lade sig rive med af hendes minimalistiske spil. Og den ærbødige afstand, som kameraet primært filmer hende fra, hjælper heller ikke.
Til gengæld svarer Betty Nansen bedre til tidens kvindeideal, end Asta Nielsen gjorde. Nielsen blev ofte karikeret som mager og fladbrystet, hvorimod Nansen var noget mere frodig. Men Nansen var også først i 40’erne, da hun filmdebuterede, og modenhed var ikke – heller ikke dengang – nogen fordel for en kvindelig skuespiller, særligt ikke i USA, hvor hun snart kom i konkurrence med noget yngre stjerner.
Tilbage til teatret
Den tonstunge kulturelle kapital, Betty Nansen medbragte fra teateret, lod sig ikke overføre til filmlærredet, hvis man skal dømme efter publikums præferencer. Biografgængerne gik uden om Nansens danske film, og Nordisk lod hende fare, da Fox bankede på og tilbød hende en amerikansk karriere.
I USA var rygtet om Nansen løbet i forvejen, og hendes danske film havde fået bred og positiv omtale. Men heller ikke her slog Betty Nansen for alvor an som filmskuespiller. Hun indspillede fem film i 1915, som alle fik mindre omtale i amerikanske filmblade end de danske forløbere.
En del af forklaringen på det lidt pauvre resultat af Nansens amerikanske eventyr er, at hendes første film for Fox Film Corporation ’The Celebrated Scandal’ (1915) blev udsendt samtidig med, at selskabet fik et mega-hit med skuespillerinden Theda Bara. Noget tyder på, at marketingsafdelingen hos Fox fik så travlt med at promovere den unge dampende vampede Theda Bara efter hendes ’A Fool There Was’, at den noget ældre Nansen med den noget mere dydige og højkulturelle profil fik lov at sejle sin egen sø. I hvert fald fik Theda Baras film mere end ti gange så stor eksponering som Nansens i amerikanske filmtidsskrifter. 6
Selvom forventningerne til Betty Nansen som filmstjerne både i Danmark og USA var skyhøje, udebliver succesen altså på begge sider af Atlanterhavet. Men økonomisk er Nansens filmkarriere en kassesucces for hende personligt. Hun vender hjem til København i 1915, og i 1917 slår hun dørene op til sit helt eget Betty Nansen Teatret, som hun har købt for 250.000 kr. Hermed bliver hun og franske Sarah Bernhardt, som Nansen ofte blev sammenlignet med, foregangskvinder – de eneste to i Europa, som på det tidspunkt ejer et teater i eget navn. Så hvis filmen i udgangspunktet var tænkt som et middel til at tjene penge nok til at blive en uafhængig selfmade woman, så lykkedes missionen for Betty Nansen, selvom filmkarrieren fejlede. Og teatret – det ligger der endnu.
Noter
1. Garde, Axel (1913), “Betty Nansen,” In: Teatret: Illustreret Maanedsskrift for Teater og Skuespilkunst 12, 19 (August 1913), 146.
2. Sandfeld, Gunnar (1966) Den Stumme Scene, København, Nyt Nordisk Forlag, s. 206.
3. Sandfeld, Gunnar (1966) Den Stumme Scene, København, Nyt Nordisk Forlag, s. 206.
4. Se Vito Adriaensens artikel Kosmorama: 'The Nansen Eye, The Nansen Tear, The Nansen Smile' – Da teaterdivaen Betty Nansen gik til filmen. Kosmorama #283.
5. Se Alice A. Salamenas artikel i Kosmorama: Money, Gossip and Devotion: Betty Nansen in the USA. Kosmorama #283.
6. Se Vito Adriaensens artikel Kosmorama: 'The Nansen Eye, The Nansen Tear, The Nansen Smile' – Da teaterdivaen Betty Nansen gik til filmen. Kosmorama #283.
Lars-Martin Sørensen, forskningsleder | 8. marts 2023
Film med Betty Nansen
Mere Betty Nansen