Thomas Christensen, museumsinspektør | 4. oktober 2021

Et af de historisk mest eftersøgte filmiske mesterværker er uden tvivl Carl Th. Dreyers La Passion de Jeanne d’Arc (1928, Jeanne d’Arcs Lidelse og Død). Filmens originalnegativ brændte få uger efter premieren, og Dreyer måtte klippe et nyt negativ baseret på de næstbedste indstillinger. Ved et tilfælde dukkede en kopi fra det oprindelige negativ op på loftet af en psykiatrisk institution i Oslo i 1981 (læs mere om de forskellige versioner af filmen på websitet om Carl Th. Dreyer). En anden af Dreyers stumfilm, Die Gezeichneten (1922, Elsker hverandre), blev også længe anset for tabt for altid, indtil den blev fundet af historiker Vladimir Matusevitch på en filmisk opdagelsesrejse til Moskva i 1960. Vi anslår at cirka 80 procent af den danske stumfilmsproduktion er gået tabt. Men det hænder stadig fra tid til anden, at tabte film dukker op igen.

Uvurderlige fodaftryk

Når man ser en ny digitalisering og restaurering af en komplet stumfilm som Klovnen (1926), er det værd at minde sig selv om, at de fleste stumfilm faktisk er gået tabt for altid. Kun 10-20 procent af verdens filmproduktion fra perioden 1895-1930 overlever. For disse tabte films vedkommende, er de eneste overlevende spor skrevne kilder fra aviser og magasiner, still-fotografier, eller i nogle tilfælde en plakat med det centrale drama gengivet i flotte farver. Derfor er det en gave, hver gang en tabt film dukker op. Selv hvis det kun er et fragment, og selv om mange tabte film ikke er mesterværker, så giver enhver overlevende sekvens ny indsigt i en tidligere tabt historie. Det forklarer også, hvorfor filmarkivarer er så passionerede over hver lille overlevende stump film, og hvorfor de kæmper så indædt for at sikre gode bevaringsforhold for både overlevende og ny-producerede film.

For et nutidigt publikum kan det måske være svært at forstå, hvorfor et minuts fragment fra Penge (1915) og nedbrudte scener som dem i Gud raader (1912), er værd at vise frem. Men ligesom de overlevende knogler og fossile fodaftryk fra dinosaurer, giver disse fragmenter os en indikation af det, der engang var. De giver os et kig ind i stumfilmens tabte kontinent.

Arkivets detektiver

I de sidste par år er fragmenter og komplette danske stumfilm dukket op og er nu bevaret. Stumfilmen var en international kunstform, og sprogbarriererne var en mindre forhindring i forhold til global distribution end i dag. Fysiske filmkopier rejste verden rundt, hvorfor mange danske stumfilm overlever i internationale filmarkiver. Og ligesom vi på Det Danske Filminstitut siden 1941 har indsamlet og bevaret både danske og udenlandske film, så har verdens filmarkiver, organiseret i den internationale arkivsammenslutning (FIAF), gjort det samme. Både FIAF og en lang række udenlandske filmarkiver blev stiftet som en reaktion på det voldsomme tab af stumfilm, der fulgte af overgangen til tonefilm omkring 1930.

Det hollandske filminstitut, EYE, har længe fokuseret på at indsamle stumfilm, og på at bevare og vise dem frem i deres oprindelige farverige form. Næsten hvert år bliver jeg kontaktet af mine kolleger Elif Rongen-Kaynakci og Catherine Cormon, per email eller over en kaffe på filmfestival, fordi de har fundet en dansk, eller formodet dansk, stumfilm. De seneste år er over en håndfuld film dukket op i Amsterdam. Titlerne spænder over kortfilmen Menneskeaben (1910) til detektivdramaet Natekspressens Hemmelighed (1917). Mest underholdende er En livlig Drøm (1916), der blev fundet som en uidentificeret film benævnt: Chaplin Imitator. Der er ikke meget i filmen, der peger på den danske oprindelse, men vores hollandske kolleger havde spottet en dansk bilnummerplade, og så kunne detektivarbejdet gå i gang. Siden mange film kun overlever i ukomplet form, og typisk er det start og slutning, der forsvinder først, så kræver identifikationen af disse stumper kendskab til ikke bare tidens skuespillere, men også til bilmærker, mode og landemærker.

Lim og skosværte

Især film fra mindre filmselskaber er gået tabt, mens film produceret af Nordisk Films Kompagni og Palladium Film i 1920’erne giver et mere komplet billede af denne periode. Begge selskaber overlevede overgangen til tonefilm, om end Nordisk Film måtte igennem en rekonstruktion og genopstod som Nordisk Tonefilm. Selv om selskabernes stumfilm mistede meget af deres kommercielle værdi, blev de bevidst ødelagt i modsætning til mange film fra udenlandske selskaber. Der var flere grunde til at stumfilm blev destrueret, blandt andet kunne sølvindholdet genindvindes, nogle film blev solgt til genbrug som lim eller skosværte, og for nogle selskaber var omkostningen til at opbevare tonsvis af brandfarlig filmstrimmel blot en unødvendig byrde.

Størstedelen af de film, der i dag bliver genfundet, identificeres i andre filmarkiver. Men i 2019 blev vi kontaktet af en tysk samler, der havde fundet filmen Stakkels Karin (1919), som i Tyskland var blevet distribueret under titlen Das Modell [lit. Modellen]. Transport af brandfarlig nitratfilm er ikke længere en rutinesag, så en længere korrespondance fulgte, før det var arrangeret, at filmkopien blev leveret til Haghefilm-laboratoriet i Amsterdam, hvor den blev sikret på et nyt 35mm sikringsnegativ og derfra digitaliseret til den kopi, der nu kan ses på stumfilm.dk. Filmen er måske ikke et tabt mesterværk, men ikke desto mindre en sjælden overlevende spillefilm af instruktøren Hjalmar Davidsen.

Det er altid interessant, når en tabt film af en vigtig instruktør dukker op. I 2016 blev en nitratkopi af August Bloms Sønnen (1916) fundet af Celine Ruivo i Cinematheque Francaise i Paris. Kopien var i aktiv opløsning, så den blev sendt til sikringskopiering og digitalisering på laboratoriet L’immagine Ritrovata i Bologna, så hurtigt det kunne lade sig gøre. August Blom er en af dansk stumfilms vigtigste og mest produktive instruktører, så selv om filmen er noget ukomplet og nedbrudt, så giver den øget viden om August Bloms virke som filminstruktør.

På sporet af Asta

Aktive filmopdagelsesrejser er sjældne i dag, men i 2005 og 2006 lykkedes det mig at få støtte til at efterspore forsvundne film med skuespilleren Asta Nielsen i verdens filmarkiver. Der var skuffelser; en lovende nitratkopi af
Aschenbrödel [lit. Askepot] hos Cinematheque Francaise viste sig ikke at være filmen fra 1917 af Urban Gad. Men der var også højdepunktet, hvor jeg var heldig at lokalisere en film, der hidtil var anset som tabt for altid. Filmen var Die Geliebte Roswolskys (1921, Roswolskys Elskerinde), som var blevet fundet i Brasilien og sendt til Forbundsarkivets Filmarkiv i Berlin omkring 1990. Mit gæt er, at kollegerne i Berlin fandt kopien i så dårlig stand, at de besluttede, at den ikke kunne kopieres og derfor blot lagde den på en hylde i arkivet. Med lidt overtalelse og forhandling lykkedes det at få nitratkopien sendt til sikring og digitalisering, og de ca. 80 procent af filmen, der overlever, er nu sikret for eftertiden.

Mængden af forskellige sprog på mellemteksterne i de overlevende stumfilm her på sitet giver et indtryk af, hvor mange af de danske stumfilm, der kun overlever, fordi de er fundet i udlandet. De film på stumfilm.dk, der overlever med udenlandske tekster og i mange tilfælde oprindelig tintning, var på et tidspunkt tabte film. Mens man naturligvis kan blive trist over de 80 procent af stumfilmarven, der er tabt, så kan man også fejre, at verdens filmarkiver i snart hundrede år har arbejdet ihærdigt på at indsamle og bevare den. Nu gør digitaliseringen af filmene det muligt for mange af arkiverne at gøre filmarven tilgængelig online. Hvor stumfilm.dk er dedikeret til danske stumfilm, så er vi også i gang med at skabe rum for nogle af de internationale film, der er skyllet op i vores eget arkiv. Se samlingen Stumfilm fra andre lande som er under opbygning og udforsk vores 12 mest efterlyste stumfilm her på sitet.

Thomas Christensen, museumsinspektør | 4. oktober 2021