Fem prominente stumfilmfans deler entusiastiske anbefalinger ud
”Stumfilm rocks!”, svarer instruktør Christina Rosendahl, da hun bliver spurgt om sit forhold til den danske stumfilmarv. Men hvad er det ved de danske stumfilm, der fascinerer? Og ved den stumme filmkunst i det hele taget? Fem prominente stumfilmfans giver her deres bud – og kommer med anbefalinger til de bedste titler på stumfilm.dk.
Sara Prahl Larsen, redaktør | 19. maj 2021
“Se hende lige, når hun sidder der og babber på smøger og grabser på damerne og leger rigtig mand. Jeg er dybt fascineret af de yderligheder, hun går til. Det er frækt!”
Ellen Hillingsø er ved at tabe kæben over synet af Asta Nielsen, som iklædt mandetøj scorer hele to kvinder, mens hendes forlovede ser måbende til. Scenen, der forbløffer den danske skuespiller, stammer fra lystspillet Kærlighedens ABC (1916). Her har verdensstjernen klædt sig ud i herretøj for at lære sin udkårne, hvordan man opfører sig som et rigtigt mandfolk.
“Det en fryd at se alle de ansigter, hun har i filmen! Hun tager sig så enormt meget plads og er ikke bange for at prøve tingene af,” siger Hillingsø.
Den amerikanske filmkritiker Jay Weissberg deler Hillingsøs begejstring. Når han ser Asta Nielsen svinge hofter i den berømte gauchodansescene fra Urban Gads Afgrunden (1910), sender det chokbølger gennem ham.
“Den er så seksualiseret, at det chokerer mig hver eneste gang. Og det faktum at filmen stadig kan det, viser virkelig, hvor dygtige filmskaberen og Asta Nielsen var,” siger Jay Weissberg.
Hillingsø og Weissberg er ligesom instruktør Christina Rosendahl, musiker Bjørn Svin og historieformidler Liv Thomsen draget af den danske stumfilm. Men hvad er det ved de hundrede år gamle film, der stadig holder? Vi har bedt de fem stumfilmfans sætte ord på deres fascination. Og om at afsløre deres personlige favoritter fra stumfilm.dk – til inspiration for andre, der skulle få lyst til at kaste sig over de nydigitaliserede værker fra filmens barn- og ungdom.
Den danske fortrop
Jay Weissberg er stumfilmekspert, filmkritiker ved Variety og festivalleder på stumfilmfestivalen i Pordenone i Italien, hvor det internationale kernepublikum for stumfilm; forskere, arkivfolk og andre afficionados mødes årligt for at dyrke den stumme kunst.
“Der er altid nogen, der beder mig om at købe et skandinavisk program hjem til festivalen. De elsker det,” siger Weissberg, som altså også selv bliver grebet, hver gang han falder i Urban Gads Afgrunden.
“Jeg kan selv både lide de tidligere og lidt senere film, men der er selvfølgelig noget særligt spændende ved den tidlige danske film. I 1910’erne var dansk stumfilm jo avantgarden. De var filmens og skuespillets fortrop. Det var dem, der skubbede grænserne for, hvordan man kunne fortælle historier. På grund af alt dette er de her film enormt spændende at se,” siger Weissberg.
Hans personlige favorit på stumfilm.dk er A.W. Sandbergs Morænen (1924). Men skal han anbefale en af de tidlige film, er lystspillet Ballettens Datter (1913) et godt bud. Filmen, som var publikumsfavorit på årets Pordenone-festival, handler om en feteret sangerinde, der optænder sin ægtefælles jalousi, da han mistænker hende for at have en affære med en teaterinstruktør.
Plottet kan måske umiddelbart virke banalt og lidt fjollet. Men her gælder det ifølge Weissberg om at skrælle handlingen væk og opdage de universelle og helt reelle følelser, der ligger bag.
“For så har den stumme film pludselig en helt særlig evne til at bringe mennesker sammen. Vi har en tendens til at tænke på stumfilm som over-melodramatiske og fjollede, men det er en fejltagelse. De rigtigt gode af slagsen rammer hovedet på sømmet og kan bevæge os med helt store følelser – humor, kærlighed, had, begær – på tværs af nationaliteter.”
Stumfilm rocks!
Dét, Weissberg elsker allermest ved den stumme filmkunst, er ‘spændingen ved bevægelsen’. Her er han helt på bølgelængde med den danske instruktør Christina Rosendahl, der til spørgsmålet, om hun ville stille op til interview om stumfilmens fascination prompte svarer med et ‘stumfilm rocks!’. Men hvad er det ved den stumme film, der rokker Christina Rosendahls grundvold?
“Man kan sige, at selve DNA’et til at fortælle med film ligger i stumfilmen. Stumfilmen er gestik, framinger, genrer, kostumer og rekvisitter, alt det der er filmens kernen. De bliver senere ”forstyrret” af tale, som egentlig kommer til at fjerne os lidt fra det, filmsproget kan i sin essens. Det ser man især i dag med serier, hvor mange scener handler om karakterer, der taler.”
Hvis man vil lade sig fortrylle af filmkunsten i sin rene essens, bør man ifølge Rosendahl kaste sig over mesterinstruktøren Carl Th. Dreyer. For han taler flydende filmsprog og udfordrer alle kunstens regler – helt uden behov for ord og lyd:
“En film som Jeanne d’Arc er jo mindblowing! Hele den visuelle strategi i den film er jo for sindssyg,” siger Rosendahl, der første gang stødte på filmen, da hun læste på Københavns Universitet.
Modsat mange andre stumfilm er Jeanne d’Arcs Lidelse og Død (1928) ikke synderligt plotdrevet, forklarer hun. Størstedelen af handlingen foregår i en retssal, hvor dommere – ganske lydløst – beslutter, om Jeanne d’Arc skal dømmes til døden eller ej.
“Og det lyder jo vildt kedeligt, men det er det ikke, fordi filmsproget gør historien så levende. I en scene, hvor kameraet er på Jeanne d’Arc, klipper Dreyer hele tiden til forskellige synsvinkler i samme situation. Her ville en produktionsleder i dag sige: Hvorfor bruge dyr optagetid på det? Men pointen med scenen er, at Dreyer vil udfordre vores tilhørsforhold til hende. Han bruger det rene filmsprog til at fortælle historien på en helt unik måde.”
Svin tæt på Asta
Den næste stumfilmsfortaler er techno-musiker Bjørn Svin, der har et særligt forhold til superstjernen Asta Nielsen.
“Hun har bare en aura og en naturlighed, som de andre skuespillere fra den tid ikke har” siger Bjørn Svin som forklaring på, hvorfor Die Asta stadig kan fascinere i dag.
Svin kom selv helt tæt på Asta Nielsen, da han fik til opgave at komponere musik til udstillingen ‘Die Asta’ på Kunstmuseet Brandts. Her fik han mulighed for at dyrke ‘Asta i loops’, da han skulle se de samme klip igen og igen. Det gjorde ham hyper-opmærksom på, hvordan den berømte skuespiller simultant kan formidle mange følelser helt uden ord.
“Det er som om, hun kan navigere på to lag. Asta kan tale direkte med en person, hun ikke er bekvem ved og samtidig kigge væk og vise, at hun ikke kan lide vedkommende. Hun formår at blive i rollen over for ham og viser samtidig sit publikum præcis, hvad hun tænker. Det er ret imponerende at se på, og det ser man altså ikke på samme måde i nye film,” siger Bjørn Svin og peger på lystspillet Kærlighedens ABC (1916) som en must-see Asta-film.
Overraskende frækt
“Frækt” er – som nævnt indledningsvist – et ord, som Ellen Hillingsø gerne hæfter på Asta Nielsen og datidens filmkunst.
“Den bornerthed man lige nu ser i Hollywood eksisterede sgu ikke i europæisk Hollywood. I hvert fald ikke alle steder”, siger Hillingsø, der ligesom Bjørn Svin elsker at se Asta Nielsen folde sig ud som mand i Kærlighedens ABC (1916) og senere Hamlet (1921):
”Man leger jo med køn og seksualitet på en skidesjov og nogle gange ret raffineret måde. Og her går vi og tror, at gender-bender er noget nyt. Vi har måske et lidt stereotypt billede af, hvor hæmmede og ufri de var dengang, og her tror jeg mange kunne blive overraskede.”
Den samme tanke har slået den sidste stumfilmfan på listen, historieformidler Liv Thomsen. Ad flere omgange har hun lavet dokumentarer om dansk stumfilm. Og løbende – i takt med at flere af de gamle film bliver digitalt tilgængelige på stumfilm.dk – er hun blevet forbløffet over de moderne træk, som filmene fremviser.
“Jeg husker især en oplevelse jeg havde med en scene i Ekspeditricen (1911) med Clara Pontoppidan, hvor der kommer en rigmandssøn ind og skal prøve et par handsker,” siger Thomsen og fniser lidt, som snakkede hun om en pornofilm.
“Og så begynder de ellers bare at flirte. Det bliver frækt, erotisk og eksplicit, og jeg tænker bare: Hold da op! Det her er hundrede år gammelt, og hun hviler bare i sin kvindelighed og seksualitet. Det er slet ikke en opførsel, man ellers forbinder med det tidspunkt,” siger Liv Thomsen.
Man skal lige lære koderne
Som historieformidler og garvet stumfilmfan er Thomsen med egne ord ‘glubsk’ efter de tidlige billeder, som giver hende en eksklusiv adgangsbillet til starten af sidste århundrede.
“Det er en ting, som jeg igen og igen kan komme helt op at køre over. Der er helt unikke billeder, og det er for sindssygt at se for eksempel det gamle København blive vakt til live. At se de gamle biler. At se kvinderne. Selv om det er fiktion, er det jo også uforlignelig og gribende dokumentation.”
Selv om hun er vild med tidlige filmskabere og skuespillere som Benjamin Christensen (Det hemmelighedsfulde X) og Clara Pontoppidan, kan Liv Thomsen dog godt forstå, hvorfor det kan være svært for andre at falde for de gamle film.
“Hvis du bare sidder og forventer at blive underholdt som af en moderne biograffilm, falder du nok igennem,” ræsonnerer Liv Thomsen. “Det handler nemlig om at lære koderne at kende. Forstå konteksten. Man skal næsten uddanne sig selv til at se de her film. Og til det er stumfilm.dk jo helt genial.”
Her på sitet kan man nemlig starte uddannelsesrejsen med de over 400 film, der løbende bliver digitaliseret af Det Danske Filminstitut.
Mange af filmene har ikke været tilgængelige for et bredt publikum siden starten af det tyvende århundrede. Derfor kan selv garvede fans blive overraskede, når de med stumfilm.dk pludselig får muligheden for at se noget, de ikke har set før.
Det skete for Liv Thomsen da hun for nyligt skulle lave en formidlingsfilm til sitet om Asta Nielsen:
“Tidligere har det bare været et faktum, at Asta Nielsen var genial. Det er noget, jeg selv har slynget ud, fordi det var noget filmforskere og andre sagde. Men nu har jeg haft muligheden for at sætte mig ned og se flere af hendes film og holde dem op imod andre i perioden. Og så kunne jeg pludselig se det selv. For første gang forstår jeg virkelig Asta Nielsens talent og geni,” siger Liv Thomsen.
Sara Prahl Larsen, redaktør | 19. maj 2021
Anbefalinger til kataloget
Jay Weissberg anbefaler
En sen stumfilm:
“It’s a stunning film, and until we screened it at Pordenone not many people were aware. There’s a beautiful lyricism to his films, a way of capturing landscape, a marriage of character with place. The tendency is general to the Scandinavian cinema”
En tidlig stumfilm:
“Everybody loved the film at the festival and felt it was one of their favorites. Because they are using the forms so well. There’s an amazing sequence in the film where they are sailing on a boat. It’s great because it’s such an exciting movement between cinematography and editing particularly for that year and that period."
Christina Rosendahl anbefaler
JEANNE D’ARCS LIDELSE OG DØD
(Carl Th. Dreyer, 1928)
Artikler, info og diverse materialer kan findes på vores søstersite carlthdreyer.dk.
Filmen kan streames på filmstriben.dk
“En film som Jeanne d’Arc er jo mindblowing! Hele den visuelle strategi i den film er jo for sindssyg i forhold til andre stumfilm, som er mere plotdrevne. Den har det mest kedsommelige emne, fordi det i princippet er en hel film i en retssal. Men geniet ved Dreyer er, at filmsproget jo sådan set er kernen i fortællingen. Og det er det, der gør den spændende.”
Bjørn Svin og Ellen Hillingsø anbefaler
Bjørn Svin: “Jeg kan godt lide Kærlighedens ABC, fordi Asta får lov til at være sjov og kvaje sig, og det er en side af hende, man ikke ser så tit. Jeg havde før indtryk af, at hun var mørk og dyster, men hun er også en masse andre ting. Derudover giver filmen meget plads til Asta, og det er fedt.”
Ellen Hillingsø: “Se hende lige, når hun sidder der og babber på smøger og grabser på damerne og leger rigtig mand. Jeg er dybt fascineret af de yderligheder, hun går til. Det er frækt!”
Liv Thomsen anbefaler
“Jeg husker især en oplevelse jeg havde med en scene i Ekspeditricen med Clara Pontoppidan, hvor der kommer en rigmandssøn ind og skal prøve et par handsker. Og så begynder de ellers bare at flirte. Det bliver frækt, erotisk og eksplicit, og jeg tænker bare: hold da op, det her er hundrede år gammelt, og hun hviler bare i sin kvindelighed og seksualitet. Det er slet ikke en opførsel, man ellers forbinder med det tidspunkt.”
“Det hemmelighedsfulde X er jo stor, stor kunst. Det er utroligt, hvordan Benjamin Christensen leger med lys og indstillinger. Og det er jo kun 1914! Helt ufatteligt.”